Backpacking i Brasilien?

Brasilien

Brasilien er et kæmpe land fuld af kontraster, flotte naturoplevelser og en venlig befolkning. Du kender sikkert Copacabana og karnevalet, men hvad kan man ellers opleve som backpacker i Brasilien? Her får du mine anbefalinger til, hvad du ubetinget skal prøve, og hvilke byer du ubetinget skal besøge på din rejse rundt i Brasilien!

Rio de Janiero (5-7 dage)

Den fantastisk flotte by ud til vandet tiltrækker mange besøgende. Med et subtropisk klima er der varmt hele året. Dog er havet koldt uanset årstid, men det er stadigt dejligt med en dukkert.

Hvor skal man bo i Rio de Janiero?

Brug gerne 1 uge i Rio, og min anbefaling er at bo i Ipanema, Copacabana eller Leblon, da det er sikre områder, og de er tætte på gode strande og metro. Uber fungerer rigtig godt og koster ofte halv pris af taxaer. Derudover, så slipper du for at forklare chaufføren, hvor du skal hen, som klart er en fordel, da engelsk ikke er udbredt her.

Du kan booke hotel her og hostel her! Min personlige favorit er bydelen Ipanema. 

 

1. Se Cristo Redentor-statuen (Christ the Redeemer)

Gør du det først på dagen så står solen lige på, og det gør at dine billeder ikke bliver så gode. Men det er svært at få det perfekte billede, da der er et rend af turister hele dagen. Det koster 42 Reals at komme ind og der er en flot udsigt deroppe fra. Det er muligt at købe mad og drikke her, men de tager kun debetkort. Tag en uber, taxa eller book en tur herop.

Man kan også gå derop igennem Tijaca, men vil fraråde at gøre det, da flere turister er blevet rullet, fordi røverne har let spil her.

2. Se Sugarloaf Mountain

Bjerget, der har fået sit efter sin form som en koncentreret sukkertop, er verdenskendt for sin svævebane og panoramaudsigten over Rio de Janeiro.

Det ikoniske bjerg koster 44 Reals at komme op på inkl. Tur på svævebanen. Turen tager 3 minutter og du har en fantastisk udsigt over byen. Hvis du er tørstig, er der en lille bar deroppe, hvor du kan få en kold skol eller Caiparinha.

3. Morro Dois Irmãos (”To Brødre”-bjerget)

Rigtig fed oplevelse og langt mindre turistet end Sugar Loaf Mountain. Du kan vandre herop og blive mødt af en fantastisk udsigt. Det tager omkring to timer. Det er hårdt men det hele værd.

Start i favelaen Vigadal. Den er sikker at færdes i, men er du alene, kan den godt føles lidt utryg. Men sørg for at være ude af den, inden det bliver mørkt. Her kan du hoppe op bag på en motorcykel et godt stykke op ad bjerget. Koster 5 Reals. I bliver sat af tæt på boldbanen.

Herfra går I det sidste, hårde stykke op. Der er kun én sti derop, så det er nemt at finde vej! Der er også mulighed for at se aber. Gå gerne ned igennem bydelen på vej tilbage for at få den oplevelse med. Fra Ipanema går bussen nede ved stranden begge veje.

 

4. Se solnedgangen på Ipanema

Den lille klippe Aprador på Ipanema-stranden er stedet folk mødes. Her er der en helt fantastisk udsigt over solnedgangen.

Husk at klappe når solen går ned og køb gerne en kold øl af sælgerne. Prisen er mellem 5 og 7 Reals.

5. Tag i byen i Lapa og drik Caipirinha til du segner

Lapa er blevet det helt store gå-i-byen-område. Her er:

  • Samba
  • Funk
  • Fede barer
  • Bohemian clubs –
  • og klassiske diskoteker med mainstream.

På gaden er der et cirkus af folk der sælger. På torvet ved The Arch er der altid en gadefest. Der er mulighed for at finde alt her, men se om ikke du kan finde noget live musik.

6. Se Escadaria Selarón (Selaróns trappe i Lapa)

Trappen, der egentligt startede som Jorge Selaróns hjemmerenoveringsprojekt, udviklede sig med tiden til et så krævende projekt, at det desværre menes at være en af grundene bag den chileanske kunstners tragiske selvmord.

Selvom han altså led en hård skæbne, er det heldigvis stadigvæk os andre forundt at nyde den flotte trappe.

7. Tag på stranden i Ipanema eller Copacabana

Der er altid en god stemning på de to strande.

Sving forbi Havaianas forretningen og køb et par nye klipklappere inden.

På stranden kan du leje en billig parasol og strandstol og læne dig tilbage, mens du kigger på dem der spiller strandfodbold eller volleyball. Prøv noget ost med oregano fra sælgerne, en majs kolbe eller noget koldt at drikke. Men hold jer fra sælgerne med skaldyr 😉

8. Pedra do telegrafo

En god times kørsel fra Rio finder du dette bjerg, hvor du kan tage et hæsblæsende billede, hvor du hænger ud over klippen. Du skal selvfølgelig ikke sige til dine venner og familie, at der er en lille klippe under dig, så det ligner du hænger – men du er helt på den sikre side.

9. Kig forbi en sambaskole

Hvis du ikke er her til karneval så kig forbi en sambaskole en aften, hvor de øver sig. Det er muligt flere steder i byen.

10. Se en fodbold kamp

Det er måske ikke fodbold, man tænker på når man er på backpacking i Brasilien. Men når man nu er der, bør man altså se en kamp. Det må være de fleste passionerede fodboldfans’ drøm at opleve en kamp på eksempelvis Maracanã-stadionet. Flere store hold holder til i Rio, så har du mulighed for at overvære en kamp så gør det. De er utrolig passionerede og går virkelig op i det.

11. Se Santa Terese-området

Det gamle men hyggelige Santa Terese-område kan du passende se i samme ombæring, som du ser Cristo Redentor. De er tæt på hinanden, og her kan du gå rundt og nyde arkitekturen og lidt street art. Sporvognene kører ikke længere grundet en ulykke, men det kan være det snart ændrer sig.

12. Se militærbasen på Copacabana

Besøg militærbasen ”fortet” som er en billig og skov attraktion, hvis du er i området. Giver et godt billede af historien, og hvilke fjender landet havde.

13. Besøg Museum of Tomorrow

Et nyt og fascinerede museum, der sætter vores udnyttelse af jorden resourcer på spidsen og giver dig noget at tænke over. Især første del med den kosmiske kuppel er interessant.

 

Hvis du skal opleve karneval…

Karneval er en hyldest til kødets lyster og finder sted i februar eller marts. Det officielle show varer 5 dage i Sambadorome hvor sambaskolerne dyster i mod hinanden med et par tilføjelser, men festen starter mange dage før og varer mange dage efter.

Gadefesterne eller blocos som de hedder foregår ved at gaderne spærres af. En truck med et band på spiller musik og så følger folkemængden efter dem. Øl kan købes undervejs af gadesælgere. En gadefest varer fra fire til 8 timer og slutter omkring kl 23, da der skal være ro herefter. De bedste blocos finder du på Copacabana , Ipanema og Botafogo. Husk udklædning og pas på lommetyvene. Medbring et kopi af dit pas, hvis du vil i byen efter og ellers kun kontanter. Hvis du vil have telefon med, så køb en lille plastic lomme med lynlås og læg værdigenstande i den og gem den i underbukserne. Så er du sikker på den ikke bliver taget. Lær sangene og dansen så er du godt på vej!

Priserne stiger voldsomt op til, under og i dagene efter karneval. Så book et sted at bo i god tid. Hvis du vil ind og se det officielle show, så er de sidste dage de bedste. Det er dyrt at få billet. Så forvent priser omkring 1000 kroner og derover. Showet starter som regel kl 22 og varer til langt ud på. Hvis du har is i maven og ikke går op i pladsen så køb billet i byen. Der kan være mange penge at spare. Sektor 7 til 11 er fornuftige. Sektor 13 er sjov, da du kan se backstage men samtidig kun den sidste del af showet inden paraden kører af. Man kan forlade showet når man vil.

Florianópolis (brug 3-4 dage)

Byen Florianpolis består af én hovedø, Santa Caterina, og nogle mindre øer. En del af disse øer er omfattede af den økologiske station ”Carijós”, der tjener til formål at bevare eksempler på de forskellige økosystemer der er unikke for Brasilien. Derudover er området også en del af naturreservatet ”Pirajubaé Marine”, der støtter en bæredygtig dyrkning af skaldyr i South Bay på Santa Caterina.

På Lagoa har de en dejlig strand Joaquina. Du kan tage bussen herud eller en taxa. Lige før er der Sand Dunes, hvor du kan sandboarde for 20 Reals i timen.

Der er et fedt street food marked i Lagao som åbner kl. 18 og lukker omkring midnat. Åbner lidt før i weekenden.

Her er der ofte live musik og god mad fra bilerne. For enden er der en integreret skatepark, ligesom disse anbefalelsesværdige hoteller og hostels ligger i tæt på markedet!

 

Ilha Grande (brug 3-5 dage)

Paradisøen ud for den brasilianske kyst tiltrækker rejsende hele året og med god grund. Her er virkelig lækkert og roligt. Øen er grøn, har flotte strande, regnskov, vandfald og hyggelige restauranter. Der er ingen biler eller motorcykler, så skal man rundt på øen er det på gåben eller med båd.

Hvis du kommer sydfra, kan du tage den store båd fra Angra dos Reis. Den afgår kl. 15.30 i hverdagen og et par timer før i weekenden. Men prøv og se om du ikke kan komme med en af sejlbådene de lokale ejer. Det er en langs federe oplevelse at ligge på dækket og slappe af. En tur koster mellem 16.5 og 25 real. Båden retur afgår fra Ilha Grande hver dag kl. 10.00

Hvis du kommer fra Rio, skal du tage båden i en by syd for Rio der hedder Mangaratiba. Afgangstiderne kender jeg ikke, men der går bus til byen hver time. De to løsninger er de billigste.

Hvor skal man bo?

Hi Holandes er et super lækkert hostel med lækkert morgenmad, aircon og gode fælles faciliteter. Til prisen er det dét hele værd.

 

Hvad kan man lave?

Tag ud på Mendez Lopez beach. Den super populære strand er flot, men selve gåturen derud er imponerende. Du kan kun komme derud til fods. Så du følger stien i den vestlige del af hovedbyen Vila do Abraâo. Der er skilte der viser vej. Efter 1 god times gåtur havner du i Palmas. Herfra går du yderligere 40 min, så er du i Pouso. Herfra er der 20 min gang til Lopez Mendez. Undervejs er der mulighed for at se aber. Hvis man vælger at gå tilbage, skal man senest forlade Lopez Mendez kl. 17 om sommeren for at nå tilbage, inden det bliver mørkt. Ellers så kan man tage en taxabåd tilbage. De afgår flere gange i løbet af dagen fra Pouso.

 

Se vandfaldet Cachoeira da Feiticeira og bad der, eller gå hen til Rock Pool og få dig en dukkert.

Tag op i de flotte udkigsposter og udforsk øen eller drik caiphirinhas på stranden.

Hvis du er frisk, så tag en ven med. Stå op kl. 4 og tag op på Pico de Papagaio og se solopgang. Men det er en krævende sti, ikke ufarligt og flere har svært ved at finde vej.

Lad vær med at vaske og hænge tøj til tørre steder, hvor der er en høj luftfugtighed. Tøjet tørrer aldrig 😉

Paraty – Koloniby mellem São Paolo og Rio

Paraty er en hyggelig koloniby 6 timer i bus fra São Paulo. Byen har 6 gader, der udgør den historiske bydel, hvor belægningen med store sten ligger lidt tilfældigt. Om dagen er der dødt, men hen på aftenen så vågner stedet op. Der er liv, restauranter og barer. Selve byen har ikke en god strand men tag bussen 45 min til Trinidade Strand. Den er meget bedre. Der er ikke andet i byen end det historiske center, så umiddelbart er det ikke så spændende et sted.

Vil man se det, så brug maks. et par dage her. Bo gerne på backpackers house Paraty. Helt vildt hyggeligt. Fantastisk morgenmad men husk myggespray. 😉

Book hotel og hostel her!

 

Foz de Iguazu vandfaldet (2 dage)

Det store vandfald, der ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien, har jeg skrevet om på vores side om Argentina.

Book disse hoteller og hostels tæt på Foz de Iguazu!

Salvador (2-4 dage)

Byen Salvador er rigtig hyggelig. Det er især den gamle bydel med brosten og flotte strande, der trækker folk til. Befolkningen er utrolig venlig og det kulørte tøj går igen mange steder. Karneval i byen er noget helt andet end det i Rio. I Salvador er det en god blanding af musikgrupper og der er masser af dans i gaderne.

Book hoteller og hostels i Salvador – jeg kan især anbefale dem i den gamle bydel!

 

Manaus (3-5 dage inkl. ture)

Hvis du vil sejle på Amazonfloden og opleve regnskoven, så er Manaus et rigtig godt udgangspunkt. Der arrangeres mange ture herfra, men priserne ligger fra 3-5.000 kroner. Hvis du er meget interesseret i naturoplevelser, kan du også læse lidt mere om Pantanal, som dog ligger langt fra Manaus.