Pakkeliste til backpacking i Sydamerika?

Er det første gang, at du skal ud på en længere rejse med backpack? Man lærer meget efter en lang tur med rygsækken med på tur, så derfor vil jeg dele mine tips til hvilken rygsæk du skal vælge, og hvordan du sikrer dig en let og behagelig rejse på alle tidspunkter.

  • Ét par sko. Jeg anbefaler Nike Free sko, da de er super behagelige, og de kan både bruges til trekking og byvandring. Det er dog en smagsag, og det vigtigste er, at det er en sko der passer til dine fødder. Har du problemer med fødder eller knæ, kan du eventuelt få lavet en analyse i en sportsbutik inden du beslutter dig.
  • Lag på lag tøj. Så hvis du sveder kan du tage et lag af. Og hvis du fryser kan du tage et lag på. Tøjet skal gerne være lavet i et hurtigtørrende materiale, så du kan skylle det op eller vaske det, så det er tørt til næste dag.
  • Fiberhåndklæde der fylder meget lidt og tørrer hurtigt.
  • Plaster og vabelplaster hvis du skal ud at trekke.
  • Ørepropper, til når du skal sove på hostel, og eventuelt flyklapper.
  • Rejseadapter. Jeg anbefaler en Skross MUV, da den fungerer i alle landende, og fordi den også kan tage to usb-kabler. Dermed du kan lade din tablet og smartphone op samtidig.
  • Myggespray. Køb den gerne lokalt. Gerne en myggespray af mærket DEET. Den gule man kan købe hjemmefra er ubrugelig. Husk at smøre den på igen hvis du har været i vandet. Lad vær med at købe et myggenet. Hvis der er mange myg om natten, så sov i lange bukser og trøje.
  • Solcreme i en høj faktor. Især hvis du er oppe i højderne.
  • Lifestraw by Vestergaard er et vandfiltersystem som er ideel, hvis du skal ud og trekke.
  • Hav altid lidt toiletpapir/kleenex på dig. I de fleste lande må man ikke smide det i toilettet, men derimod i en spand ved siden af toilettet.
Badetøj
Tip: Badebukser er (for mænd) en effektiv beklædningsdel, som kan bruges både når man bader og når man bare er ude og se på byen. Derudover fylder de meget lidt, og tørrer hurtigt efter vask.

Vælg en rygsæk i den rigtige størrelse

Køb eller lej en rygsæk på 30 til 40 liter. Det er rigeligt hvis man ikke skal på selvarrangerede teltture. Jeg brugte hostels, og i den forbindelse var det nok med en lille rygsæk.

Da du skal pakke rigtig mange gange på din tur, så er det en god ide, at købe en rygsæk med lynlås.

Du kan passende købe cubes, som du kan pakke sokker, shorts, t-shirts og underbukser i. Luften kan presses ud af dem, og derfor fylder de mindre, og du har altid styr på dine ting når du pakker ud. Cubes findes i flere udgaver, men sørg for at vælge dem der er vandafvisende, og ellers kan du købe overtræksbeslag til at trække ud over rygsækken, så dit tøj ikke bliver vådt når det regner.

Min personlige favorit er en 40 liters rygsæk. For eksempel Osprey 40 farpoint, som man i øvrigt kan tage med sig på flyet som håndbagage. Det er en fordel for dig der kommer til at flyve mellem nogle af destinationerne.

7 grunde til at rejse med en let oppakning

  1. Ofte skal man gå lange strækninger mellem hotel/hostel og tog- og busstationer gennem byen. Derfor er det en fordel at rejse let.
  2. Ligeledes sker det tit, at man skal vente nogle timer fra check-out til man skal ud i lufthavnen eller videre med en bus eller et tog. Her giver det også flere muligheder hvis man har pakket let i én rygsæk.
  3. Med en let oppakning kan man også nemmere tage ud på længere trekkingture i naturen og opleve en masse med rygsækken på.
  4. Det er billigt at få vasket tøj i Sydamerika, så det er ikke nødvendigt at have en masse skiftetøj med. Ofte er prisen mellem 7 og 20 kroner per kilo vasketøj.
  5. Man slipper for at skulle tjekke sin bagage ind, hvis man har en rygsæk i en fornuftig størrelse. Man undgår også risikoen for, at den bliver væk, og man kan hurtigere komme ud af lufthavnen fordi man ikke skal forbi bagagebåndet.
  6. Man får sjældent brug for alt det man pakker, og får man brug for noget, kan det købes billigt lokalt.
  7. Man kan have rygsækken på sig, når man er på busture. Så har man den altid under opsyn, og den skal ikke ind i et bagagerum eller på taget af bussen.

Trolleys er NO-GO, med mindre det er en kombi der kan tages på ryggen! Husk når du køber eller lejer en backpack, at den skal skal kunne spændes ved hoften. På den måde flyttes vægten fra skuldrene og du undgår at blive belastet på længere ture.

Rejseforsikring

Sidst men ikke mindst, er det vigtigt at “pakke” en rejseforsikring i rygsækken inden du drager afsted. Da du måske er afsted i mange måneder, skal du sikre dig, at du er dækket på hele turen, uanset hvor du rejser hen.

Når du er afsted vil du helst rejse bekymringsfrit. Du skal kunne tage på en udfordrende vandretur i svært terræn og vide, at du ikke bliver ruineret, hvis du kommer slemt til skade.

Du kan sammenligne rejseforsikringer til backpackere på Rejseforsikringsguiden.dk.